Af grænselandet – i verden 2026

Fra 12. juni til 1. august 2026 præsenterer udstillingsrummet Radar i Sønderborg udstillingen ”Af grænselandet – i verden”. Her udstiller tre danske billedkunstnere med opvækst i Sønderjylland, værker der inddrager den kultur og natur i grænselandet, de er formet af, og som stadig spiller en vigtig rolle i måden, de orienterer sig i verden på.

Kristian Mainz, Helene Callesen og Nikolaj Callesen er alle opvokset i det østlige Sønderjylland – tæt på plovfurerne i den fede agerjord, tæt på vandløb, kyst, krat, buskads og småskov. I små landbosamfund og tæt på landsdelens østvendte købstæder fandt de barndommens skjulesteder i buskadset og tid til nærvær, fordybelse, forundring og eventyr ved bæk, strand og gamle overdrev.

Mellem det jævne og det eksistentielt sprængfyldte
Udstillingens idemæssige baggrund trækker på grænselandets natur, der spænder fra fjord og sund i øst over vandskelslinjen til de langstrakte vidder og havet i vest. Kulturhistorien rummer lignende spænd og kontraster:

Lige så jævnt, almindeligt og roligt som samtiden kan tage sig ud i det sønderjyske, lige så højdramatisk og eksistentielt sprængfyldt er grænselandets historie,” lyder det fra  kunstnerne.

Sønderjylland og grænselandet beskrives som altid værende en yderlig del, hvor der hér findes en indbygget årvågenhed omkring åndsfællesskaber indadtil, udadtil og på tværs af grænser. Alle tre kunstnere deler opvæksten i en kultur, hvor dialog om tilhørsforhold, dannelse og fællesskaber har været central.

Naturen og mennesket som materiale
I dag arbejder alle tre med billedkunst, hvor naturen og menneskets forhold til den og til hinanden er en uomgængelig del af materialet, både i konkret og idémæssig forstand.

Fælles for dem er ønsket om at vedkende sig betydningen af barndommens landskab i deres videre rejse ud i verden.

med:

http://www.kristianmainz.dk

http://www.helenecallesen.com