Øjet ser mere end hjertet ved

En delt meditation over krop, sind og medie  – over traditionens tråde, forestillingens kraft og tidens visuelle teknologi

I foråret 2025 gik jeg betragtende, observerende, lige dele kritisk nysgerrig og skamfuldt uinteresseret rundt i kunstmuseet Louisianas daværende ”Havet” udstilling. Jeg ramlede på den måde ind i August Strindbergs maleri Bølgen V. fra 1901. Der skete et vrid. Jeg følte mig med Strindbergs grove olie, fra et andet århundrede åbnet for naturens uudgrundelige vildskab – i mig selv. Den dybe rædselsvækkende samhørighed mellem et urdyb, et urhav, malet – eller åbnet for mig af Strindberg, i hvide grove lag af olie, en bølge der brækker klart i et sort oprørt hav og mit eget væsen. Hvad var det for en rædsel, eller rettere åbning, jeg gik ind i der i foråret på Louisiana? En rædsel, en åbning, foranlediget af et kunstværk ja, et fysisk kunstværk, et over 100 år gammelt lærred med over et hundrede år gammel oliemaling på. Det har fået mig til at undres. Det var et splitsekund, mødet med værket. Sekundet er væk, men har lejret sig i min krop, lejret et sted jeg kan forsøge at genkalde i min refleksion. Hvad handlede rædslen om, hvad med åbningen og hvad betød det fysiske møde med et fysisk værk i en samtid hvor billeder, deres reproduktion, deres bearbejdning og ikke mindst kunstige generering er allesteds nærværende? Altså hvorfor rammes jeg til dels provokerende voldsomt af et værk som Strindbergs, når visuel gengivelse er så stor en hverdags erfaring? Jeg forstår på mig selv, ved og er dér i min krop, når jeg vandrer i skoven, går langs havet, måske selv betragter en brækkende bølge, i brændingen: Når vinden river tilsvarende i min hud som den, pisker fine skarpe krusninger i bølgetoppene. Når det sorte hav er mærkbart også på land, den naturlige ærefrygt, lidenheden, min egen, af og til også lidt sund modig respekt, ofte for mig bare forsøgene på ikke at dykke ned i forestillingen om det sorte havs dybder, dets dræbende mysterium, blot i sikker betragtning ane den storslåede natur hvor den blotter og åbner sig for mig. Ja, i skoven forstår jeg, når det rådnende løv i efteråret, giver vandringen en tung fugtig klang der naturligt brydes af solens skæren igennem en stedsegrøn trætop der svajer så jeg også hører den, vinden i trætoppene, på den sikre sti nedenfor, og tryg der, alligevel lader mig overvælde af den, naturens ubeskrivelige og bjergtagende skønhed. Det forstår jeg. Den trygge betragtning, også tagen ind, af væren i omgivelserne. Anderledes er den virkelighed der er gengivet. Den store omfattende del af min bevidsthed og erfaring der handler om gengivelsen af naturen, af fænomener, af mennesker, af nyheder, af ord skrevet ned, af fotografier taget, af gengivelser i én strøm på min telefon. Anderledes i sit væsen end det førstehånds kropsligt sansede og dog om det er en egyptisk frise eller et kalkmaleri betragtet af en bonde eller en købmand i en fjern fortid eller om det er en Hollywood film genereret med AI trænede fiktive skuespillere for mig lige nu, lige så uomgængelige er gengivelsen eller medieringen, i det at være et menneske der deltager i verden. Så; krop og bevidsthed, hånd og ånd, sansning og forestilling. Hvad er deres indbyrdes relation til andet end til stadighed at forundres over?

August Strindberg – Bølgen V – 1901

Skepsis i mennesket er stor når det gælder ny teknologi, og begejstringen ofte endnu større. I Phaidros dialogen af Platon, genfortæller Sokrates myten om den egyptiske gud Theuth, der begejstret præsenterer sin opfindelse, skriftsproget til den øverste gud og hersker over Egypten; Ammon. Ammon er ikke begejstret, men skeptisk. Han siger i myten til Theuth, at skriftsproget, vil betyde at mennesket mister evnen til at huske, og i stedet erstatter det at huske med det kun at kunne beskrive erindringer. Det er ude af kroppen. Temaet er arketypisk, vi frygter, og ofte med god grund at forestillingsevnen løber af sted med os, ånden er hurtigere end kroppen, øjet ser mere end hjertet ved, men ingen af delen kan uden hinanden i det at være dødelig, at være menneske.

Forside til  William Blake‘s Visions of the Daughters of Albion (1793),

Måske er urdybet døden?

Måske mindede Strindbergs maleri mig om at min krop forgår, at mit væsen er endeligt. Måske reagerede min krop instinktivt på mødet med forestillingen af det vilde oprørte brutale dræbende hav?  Måske kunne Strindbergs fysiske brug af sin krops, sine hænders evne til at omdanne sin egen forestillingsevne i grove olie klatter på et lærred formidle den rædsel og åbning til mig 100 år senere? Måske var hans ønske andetsteds, hans tanker om sit eget maleri af en helt anden syntaks end min, men virkningen i mig forundres jeg til stadighed over.

En tidlig sommerdag senere på året går jeg ind til fernisering på en udstilling i indre by i København. Det er en gruppeudstilling. Malerier af danske nulevende kunstnere. Jeg kender navnene på stort set alle malerne. Følger dem vel online her og der. Det er dyre malerier. Anstrengt manøvrerende imellem mange andre med lignende hensigt, at se værkerne i den nye udstilling, rammes jeg igen. Flere gange rammes jeg af oliemalerier, et asynkront medie, unikaer med en aura af eksklusivitet og en anden tid. Flere af dem er overvældende nærværende, tilstede i rummet, malerierne, sublimt udført. Jeg beundrer og føler stort nærvær, er lille. Det menneskelige håndværk, måske nærmest i  flere værker en øjeblikkelig forening af mental forestilling og fysisk udførelse, tænker jeg efterfølgende. Men jeg er også lille. Jeg er i et dyrt galleri. Værkerne er eksklusive. En anden tid tænker jeg. Det er håndværk, sublimt udført, for de få. Jeg åbnes ikke, jeg beundrer benovet. Jeg møder ikke mig selv, jeg mærker værkerne for de er meget stærkt til stede, i rummet, men i det jeg vender ryggen til det føler jeg stærkt at de bliver i deres rammer. De bliver i den stue på den væg, hos dem der har råd til at købe dem, jeg glemmer ikke nærværet, men det bringer mig ikke videre, videre ind i mig selv.De åbner ikke mig, som Strindbergs bølge gjorde. Det undrer mig igen. Malerier for 100 år siden, malerier i dag, medievirkeligheden de skabes i, hvad kan åbne mig og hvad er forudsætningen for at det kan ske? At åbnes af et maleri, af et hvilket som helst kunstværk, er naturligvis ofte en dybt personlig erfaring, men konteksten det kan ske i, interesserer mig fundamentalt. Er det sådan at samtidige malerier bliver en eksklusiv pastiche, et asynkront ekko, en aura fra en fjern fortid der ikke rammer os i dag? Måske de af og til bliver i rammen, når de ikke aktivt går ind og rykker i den medievirkelighed vi lever i i dag, men forsøger at fastholde en fortidig genklang af noget særligt autentisk? Det er der af og til tendens til i Danmark tror jeg. Hvorfor kunne Strindbergs maleri åbne mig? Jeg tror det er tidens tråde, dem der løber igennem mig, dem jeg også er spundet af, jeg ved det er lavet i en anden tid, en tid der med Strindbergs maleri er lige så gyldig i mig 100 år efter, og samtidig ved jeg at myter er virkelige, asynkront maleri i 2025– en pastiche, måske – men virkelige værker, virkeligt nærvær, tilgængeligt forskelligt som alt udtrykt. Konteksten, medievirkeligheden var uanset at jeg var ikke-åben, jeg stod ikke i det åbne i galleriet, lod mig på den måde ikke åbne, måske min benovethed, min egen uvilje i øjeblikket hindrede mig? Forudsætningerne og konteksten for min betragtning var af væsen uanset anderledes.

Gerhard Richter, “Betty” (1977), oil on wood, 11 13/16 × 15 3/4 inches

Arven

”Kunsten skal forberede os på døden” Skrev den russiske filmskaber Tarkovskij. Hvis han har ret, og jeg er selv meget tilbøjelig til i hvert fald at følge hans tanker i det omfang at kunsten for mig er bedst når den leder ind i mig selv, konfronterer mig med mig selv, mig selv i verden, mig selv lige nu, – hvis Tarkovskij har ret, så er det måske netop i kroppen at vi skal røres hvis kunst skal gøre indtryk. Egyptiske Ammon ville have at vi skulle bruge vores kroppe til at huske med. Hvordan mærkes det rådne løv når jeg træder ned i det, endsige rør et vissent smattet blad med mine fingerspidser? Hvordan dufter havet salt, når det rives koldt ind i mine næsebor, og jeg varer mig for ikke at gå for langt ud i min forestillingsevne om en gruopvækkende druknedød dér i brændingen, jeg betragter trygt og koldt? Hvis jeg var kitesurfer ville min begejstring og kropslige formåen gøre mig utålmodig på land, utålmodig efter at kæmpe i euforiske spring i vinden på et plastikbræt i selvsamme brænding. Det er at huske.  Det er kropslig erfaring der lejres, den erfaring som minder os om hvem vi er fysisk, om hvem vi er i verden, ikke mindst at vi bliver ældre, at vi slides, at det ikke bliver ved, at vores kroppe til sidst dør. Det er den erfaring Ammon er bange for at vi glemmer at bære med os. Det er den erfaring, den kropslige, der fæstner os. Arven, generationerne, livets, tidens og traditionernes tråde er i os, svære og lette, men uomgængelige – og de brækker og brydes kontinuerligt som bølger gør det.  Strindbergs bølge brækkede, og han videregav sin indsigt. Vi er ikke nye i verden, tidslige bølger må vi selv bevæge os i, måden vi gør det på, måden vi bryder de tidens bølger, er altid ny, menneskelig, betinget. Den levede og overleverede erfaring fæstner os. Men vi er også forestillingsevne, vi er ånd, vi er fremsyn og drømme, vi trækker os selv ind og ud igennem medieringer, vi møder fortællinger billedlige, talte, lydlige, skrevne som en uomgængelig del af vores deltagelse i verden. Måske teknologiske landvindinger frembragt af forestillingsevnen, ofte får os til at reagere med skepsis, med sund skepsis, for det er i kroppen vi er fæstnet. Forestillingsevnen af hvilken karakter den end tager for os hver især, må ikke løbe fra dens anker i kroppen, i dødeligheden, samtidig er det i overskridelsen af den bevidsthed om døden, i overleveringerne, i generationernes skifte, i forestillingsevnen, i drømmen der vrider sig, at vi ånder frit og kan erfare øjeblikkelige evigheder. Det er øjeblikkelige erfaringer af nærvær og tilstedeværelse der rækker udover både det vi har fået, det vi har arvet, vores viden om vor eget personlige endeligt og vel egentlig det vi kan forestille os, tror jeg.

Eternity is in love with the productions of time

Lyder et populært citat af William Blake fra 1788. I kærlighed, i evig brydekamp med tidens uomgængelige lænke, både den vi erindrer og den vi forstiller os, brækker vi af og til ind i eller ud af, i hvert fald fri,  – og erfarer at krop og bevidsthed er ét i og med verden. Det er øjeblikke der står udenfor tid og definition. Jeg tror de opstår i det åbne, der hvor vi stiller os sårbare og modtagelige, som når jeg ramler ind i Bølgen V af Strindberg. De forbinder os med os selv og med verden, samler fortid, fremtid, erindring og forestilling lige der i nuet og skaber jo grundlaget for ny erkendelse.

I en stor fotografisk gruppe på facebook, hvor ambitiøse mennesker deler deres fotografiske kunst, var jeg for nylig vidne til en ophedet og følelsesladet debat ved tilstedeværelsen af AI genereret fotografisk kunst. Få var de der ikke havde en skarp holdning til den tilstedeværelse og flest var de der ikke anerkendte dels at de AI genererede fotografier overhovedet skulle deles i gruppen, dels reagerede negativt på at kalde det for kunst.

”Et blik der ikke ser, en fugl der taler uden lyd, en pagt underskrevet i stilhed. Mellem lys og skygge, står sandheden altid skjult”. Prompt og værk af Frank Zlatko Wuich, 2025.

Franks Zlatko Wuichs billede er mystisk. Utænkeligt uden den endnu mere kryptiske prompt. Det berør mig. På en ikke-måde, i en påmindelse om fravær reagerer min krop på det billede. Det er uhæfteligt, så langt fra kroppens erfaring når den med øjnene betragter en kvinde der danser i natten eller en sort fugl i flugt over de svajende trætoppe. Det kan jeg kropsligt instinktivt forholde mig til, navigere i, betragte eller handle i forhold til, den kroppens erfaring. Franks billede er i sit væsen løsreven teknologi fra krop. Det er AI, det er ikke forestillet. Det er kunstigt genereret. En teknisk manifestation uden for både krop og mulig forestillingsevne. Men jeg kan betragte manifestationen, jeg kan forsøge at lade min krop interagere med det mine øjne ser, jeg kan læse ordene der ligger til grund for billedet og jeg reagerer. Jeg reagerer med ikke-genkendelse, og den ikke-genkendelse sætter sig i mit system, med en uhygge, rædsel er et stærkt ord, men uhygge og mørke. Det er ikke muligt at fæstne genkendelsen, men den er der i spænd, i uro.

Jeg åbnes ikke som med Strindberg, jeg er ikke i fortættet nærvær som med de danske maleres kunst på galleriet, jeg er i uro. Jeg møder ikke desto mindre mig selv i Franks billede. Jeg møder min skepsis, jeg er foruroliget over manifestationen, den teknologiske, initieret af ordene i prompten. Jeg forstår den umiddelbare reaktion i facebook gruppen mod et billede som dette. Argumenterne imod er mange, det er sjælløst, tomt, det har ikke involveret håndens arbejde, osv. Jeg tror dog også en af årsagerne til reaktionen er at vi møder os selv i dette billede. Kroppen er i uro, hvad sker der? Det fortaber sig ikke i ingenting, i ligegyldighed, det findes, billedet, måske det minder os igen om døden, der hvor kroppen ikke kan følge med, eller om vanviddet hvor krop og sind er for langt fra hinanden? Uanset er det billede en del af vores samtidige virkelighed, en ny teknologi, der naturligt møder vores skepsis. Et vigtigt billede.

Robert Adams – Southwest from the South Jetty, Clatsop County, Oregon1990

Lindring og forbindelse – gå ind i din tid.

Fotografen Robert Adams mener at kunsten kan være med til at lindre. Lindre den evige uro imellem krop og sind, imellem verden og jeget, imellem død og drøm, imellem forfald og evighed. Måske kunsten kan være med til ikke bare at lindre men i øjeblikke forene det kroppens nærvær med forestillingens flugt, drømmenes perspektiv med brystets beruselse. Mavens knude af sorg med troen på og længslen efter en ny mirakuløs forløsende morgentime, hver eneste dag?

Skal vi stole på kroppens uomgængelige signaler, om aldring, om begejstring i maven, et bankende hjerte, et forpustet bryst, en rystende hånd, er det ikke underligt vi kan blive spontant skræmte, rædselsslagne, skeptiske, når dens forgængelighed åbenbares for os, som den kan det i kunsten. Den er vores hylster, vores hellige kapsel, der bærer os imens vi er her, i live. Det kan af og til synes i vores tid at teknologien fylder og presser os fordi vores kroppe måske ikke kan følge med. Jeg tænker at den ånd, der kan bære kroppen trygt og stærkt videre skridt for skridt til det sidste, nok ikke blot er fremskridtet, drømmene, forestillingen om fremtiden, perspektiverne, men i allerhøjeste grad også er traditionen, historien, generationernes tråde. Det er dem vi hviler på, som giver styrken til at handle i verden, i den dybe kropsligt indlejrede bevidsthed om dem der kom før os, dem der gav, så vi kan gøre det samme. Strindbergs bølge brækker, og det vrider, i hvert fald i mig, endnu. Det er en viderebragt indsigt. Når ny medie teknologi udfordrer både vores begejstring og skepsis, er det godt at blive vredet dér, og afgørende også at stille spørgsmålet om hvad vi i vores tid selv vil give videre, eller hvordan går vi ind vor tid? Hvilken indsigt i dag kan medvirke til at åbne mennesker i øjeblikkelige evigheder fremover? Trække tråde til Theuth, kalkmalerier, Blake, Strindberg og den virkelighed og de drømme og forestillinger mennesker gør sig til den tid? Det er at gå ind i vor tid, kende trådene, hvad vi står på, hvor vi er, hvad vi kæmper med , og vide og stadigt undersøge hvad vi vil give videre.

(Dette essays titel er citeret fra William Blakes, Visions of the Daughters of Albion 1788.)