”Hvis nogen kunne begære, hvad han er ude af stand til at besidde, måtte fortvivlelse være hans evige lod”.
William Blake, 1788
”Kærlighed eller berømmelse” – så skarpskårent var grundspørgsmålet for den fiktive Adrian Leverkühn i mødet med mørket, med djævelen, i Thomas Manns roman fra 1948. Manns roman tager et omfattende livtag med Faust legenden forholdt til datidens moderne menneske og 30’ernes Tyskland. Med det tyske, europæiske, urkristne og vel egentlig universelle tema om åndeligt og værdimæssigt forfald til gengæld for rigdom og anerkendelse.
Jeg kom selv halvvejs igennem bogen i vinteren 2007.
Kastede efterfølgende min nystartede karriere som billedkunstner under måtten i affekt over natten.
I tre efterfølgende år, rørte jeg ikke ved billedkunst, fordømte og forkastede den derimod. Angst som jeg var for at miste mig selv, for at miste min adgang til kærlighed i en lige så skarpskåren indre oplevelse af enten dødelig skyld eller forsøg på at gøre nærmest helgeninspirerede gode gerninger.
Jeg følte mig grundlæggende forkert og skyldig. Og handlede og tænkte tvangsmæssigt på hvorledes jeg kunne gøre mig selv værdig til at leve som menneske.
Thomas Mann tager afsæt i et fiktivt kreativt geni, Adrian Leverkühn. Romanen forholder sig til sin tyske samtid, og især trediverne. Bogen udfolder Adrians liv, som ødelagt, selvstigmatiseret og lidende menneske, der i en form for besættelse, af sit eget genis storhed, må give fortabt på alt andet. På kærligheden, på venskaber, på familieliv. Fra sit ødelagte sind ser han verdens varme gå forbi, og vender tilværelsen til et skyldspørgsmål.
I mit eget livtag med den moralske test, var det i form af et skyldshelvede der langsomt og sikkert invaliderede mig stort set til ukendelighed. En ekstrem selvretfærdighed og en ekstrem selvfordømmelse.
Men i virkeligheden begærede jeg at kunne befri mig selv. Kunne retfærdiggøre mig selv. Tvinge mig god.
Hvilken kraft jeg iværksatte for at gøre mig god. Og måske i varianter en kraft genkendelig for det unge søgende menneske i denne del af verden. I en samtid med dybe kulturkristne rødder, i et mindre provinsielt præget samfund, i en alder og også en tid, hvor det særlige, det unikke og det fristende rene og karikerede, måske for alvor bliver sat på prøve konfronteret med massekommunikation, sociale medier, forventningen om den absolutte selvrealisering. Jeg ved det ikke, men min læsning af det halve af Dr. Faustus har givet mig et kig ind i et dybt tomt mørke som hedder mennesket alene, mennesket perfekt, mennesket i kontrol.
”Da Menneskets begær er uendeligt, er besiddelsen uendelig, og han selv uendelig”.
William Blake, 1788
Vi tager alle de afgørende kampe med vores eget selv, alene. Fortsat. Vi vil altid være sociale væsener, vi har brug for andre mennesker, for at leve et liv, for at åbne og erfare os selv som en del af verden. Men kan man nå tættere på elske sin enlighed, kan man måske nå tættere på øjeblikke af oprigtig undren, af overgivelse til en poetisk uendelighed? Og dermed også være parat til at åbnes i verden, når de særlige øjeblikke af et uendeligt poetisk nu opstår? Og hvad er en poetisk uendelighed? Blake var et kreativt geni, ligesom Adrian Leverkühn, som Thomas Mann, der genoptog Faust myten, utvivlsomt fordi temaet i Faust, det moralske forfald i jagten på ophøjelse og anerkendelse, så nemt kommer tilstede hos søgende og skabende mennesker. Skal jeg fornedre, og underkue min evne til at undres, min skaberglæde og kreativitet, åbningerne til kontakt med uendeligheden, for ikke at ende i et skyldshelvede, over den kærlighed jeg hverken formår at tage imod eller give? Det er i sidste ende kampen med selvet, og derfor det at elske sin enlighed hverken handler om at elske sig selv i egoistisk selvophøjende forstand, eller om at fornedre sig i evig kamp for andres anerkendelse, men om at komme overens med sig selv, med sit væsen, som både uendeligt og som begrænset og endeligt, som dødelig. Undren åbner for den øjeblikkelige uendelighed, jo mere jeg kan komme overens med dens karakter af både uendelighed og afgrænsethed i min egen erfaring af den, i det den opstår, og er væk igen, jo mere kan jeg komme overens med mit eget væsen, med mit uendelige begær, prise mig lykkelig for dets karakter af netop uendelighed, og vide at selvom jeg længes dybt efter altid at være i et uendeligt øjeblik af nærvær med verden, så er trangen netop til det lig med faren for at begære noget jeg ikke kan besidde.
”Han som ser det uendelige i alle ting ser Gud, han som ser Ratio, ser kun sig selv.
Derfor bliver Gud som vi er, for at han kan være som han er”
William Blake 1788.
At ville og begære mere end man kan, er en menneskelig grundudfordring. I denne tid, vores, er det sat på spidsen i en kultur af spejlinger. Vi er ikke bundet i denne del af verden af konkret fysisk overlevelseskamp, de fleste af os klarer os materielt. Frihedsgraden kan opleves overvældende, mulighederne uudtømmelige, og vi spejler os i ydre billeder af succes. Og kommer til kort, fordi vi glemmer at vi dels ikke kan herske over os selv til den succes hverken materielt eller moralsk, dels fordi vi jagter det uendelige, forsøger at indfange og tøjre det som er selve kilden til vores væren, den uendelighed som vi basalt kun kan give os hen til.
Jeg ville herske over mig selv i mit skyldsmareridt. Jeg ville herske mig god. Forkaste det succesjagende jeg, der via kunsten skulle nå en tilfredsstillende spejling, nå anerkendelse, skulle nå en forestillet tilstand af lykke den vej. Hvad jeg glemte, var at om noget er oprigtig undren og poesien, kunsten og litteraturen åbninger til den uendelighed vi længes efter, som vores væsen næres af. Åbninger til naturens skønhed, til øjeblikkene af samhørighed med den og med andre mennesker. Til tilhørsforhold som ikke er bundne i spejling og gensidig måling, men som er livsfyldige i sig selv, i sin opståen.
Så hvordan arbejde passioneret med kunst, med poesi, litteratur og musik, vedholdende lade sig undres, uden at ødelægge sig selv i et hverdagens skylds- og tvivlshelvede? Hvad var det der gik galt for Adrian Leverkühn? Hvorfor skriver Thomas Mann så dedikeret om hans forfald, om vores vestlige kultur, hvor individet skal måles i dag i likes og anerkendelse, i spejlinger? Hvorfor holdt en mystiker som William Blake fast i sine indviklede vers om uendelighed? Jeg tror de på hver deres måde er inde omkring nogle værens spørgsmål som peger på, at hvor kollektive vi end er, så er den egentlige kamp fortsat med selvet. Det er det menneskelige vilkår. Man kan godt undertrykke sit jeg for at forsøge at passe ind i flokken, negere sin undren, undskylde sin adgang til uendelighed, udelade den del der skinner igennem vore væsner, men ikke med sig selv i behold. Først når man er i stand til at give slip, til at give sig hen, opgive sit kontrolbehov, sine måle- og spejlingsapparater, delvist, kontinuerligt, prøvende og vedholdende, er man parat til at lade sig gennemstrømme af alt det mirakuløse verden hver dag består af i andre mennesker, i alt levende, i planter, sten, beton, mure, asfalt, himmelhvælv, af den uendelighed der skinner igennem verden. Det er vores evne til undren og kunsten bl.a. en åbning til. En åbning til poetisk uendelighed, til vores inderste væsen, til øjeblikke af nærvær og verdensværen.
Nikolaj Callesen 